Gå til hoved indhold

Årsberetning 2025

Et år, hvor foreningen kunne fejre sit 25-års jubilæum og valgte et nyt logo. Bynatur-ruten ved Tuborg Havn blev indviet og der blev afholdt bioblitz ved Charlottenlund strand.

25-års jubilæum

Foreningen Grøn Guide Gentofte blev etableret i 2000 og havde derfor 25-års jubilæum i 2025.

I den anledning blev der afholdt en jubilæumsreception i Byens Hus for alle foreningens mange samarbejdspartnere. Det blev en meget fin eftermiddag, med taler, oplæg og fællesspisning.

Formanden for foreningen Ulrik Reeh holdt en tale om tilblivelse af foreningen og nogle af de mest markante aktiviteter op igennem tiden.

25 år er jo lang tid og meget har ændret sig siden den første grønne guide blev ansat i 2000.

Desværre må man sige at vores budskaber og visioner er lige så vigtige som de var dengang, da det jo ikke ligefrem er fordi miljøproblemerne er blevet løst og kriserne aflyst.

Det, der er sket, er mere at vores fokus har flyttet sig fra kemi, energibesparelse, affald og selvforsyning til klima, biodiversitet og havmiljø.

Indvielse af Bynatur-ruten Tuborg Havn

I samarbejde med kommunens klimaenhed har grøn guide siden 2023 deltaget i et netværk for virksomheder beliggende i Tuborg Havn.

Et af netværkets målsætninger blev at etablere en bynatur-rute i området, hvor de deltagende virksomheder ved hjælp af skilte kunne fremvise og fortælle om deres arbejde for biodiversitet. 

Arbejdet med ruten blev startet allerede i 2023, men kunne endeligt indvies under kultur og festdagene i juni 2025 med en tur rundt på ruten med mange interesserede deltagere.

 

De fine skilte er illustreret af illustrator Marie Rubæk, og teksten er i de fleste tilfælde forfattet af grøn guide. Skiltene kan ses ved et besøg på området eller på klimaenhedens hjemmeside. Link til Gentofte Kommunes Klima og Bæredygtighedsside om Tuborgs grønne oaser

Naturfotobog og fotografmøde

I forbindelse med foreningens jubilæum blev det foreslået at udgive en naturfotobog med bidrag fra nogle af dygtige amatør-naturfotografer i Gentofte. Bogen skal gennem tekst og fotos beskrive kommunens naturområder på en indbydende måde og invitere til at komme ud. Den tænkes solgt gennem boghandlere i kommunen og ved grøn guides arrangementer. Det viste sig dog at opgaven med at indsamle de mange fotos var noget mere tidskrævende end først antaget, hvorfor det blev besluttet at skyde bogudgivelsen til julehandlen i 2026.

For at møde fotograferne og blive klogere på projektet afholdt grøn guide sammen med formand Ulrik Reeh, der også er med til at skrive og redigere bogen et fotografmøde i Byens Hus lige inden jul. Mødet var meget succesfuldt, idet fotograferne var meget glade for at møde hinanden og meget entusiastiske omkring projektet i det hele taget.

Bioblitz ved Charlottenlund og til Gentofte Folkemøde

Bioblitz er en 24 timers artsjagt, hvor eksperter og almindelige frivillige går sammen om at finde så mange arter som muligt i et afgrænset område.

Grøn guide har sammen med blandt andre Thomas Vikstrøm fra DOF afholdt to Bioblitz ved Gentofte Sø og Brobæk Mose. Den første i 2017, altså under Lisbeth, den tidligere grøn guide i Gentofte og igen i 2023. Men i forbindelse med kommunens biodiversitetsstrategi blev det besluttet også at afholde bioblitz i nogle af de andre naturområder i kommunen. Og med den store fokus på havmiljø var det oplagt at vælge Charlottenlund strand, skov og fort som lokalitet for en bioblitz i 2025.

Arrangørerne, herunder grøn guide, kommunen og DN-Gentofte var til det sidste nervøse for hvor mange eksperter, der ville vælge at komme til arrangementet. Men dette blev gjort til skamme, da det viste sig at hele 16 meget dygtige og ikke mindst dedikerede eksperter mødte op.

 Resultatet blev ikke helt så flot som ved Gentofte Sø, men mindre kunne også gøre det. Med et samlet artstal på næsten 600 arter, her iblandt de forholdsvis sjældne arter klematisbarkbille og natsværmeren strandrødtopmåler, kunne arrangørerne være ganske godt tilfredse

.

Havformidling, havhaven og stenrev

Havmiljø fyldte, ligesom de seneste år, en del i 2025. Kommunen arbejder på at få etableret et nyt stenrev ud for Øresundskysten, og grøn guide blev involveret i dette arbejde i forhold til formidling.

Grøn guide var blandt andet på besøg hos foreningen Køge bugt stenrev sammen med nogle af de kommunalt-ansatte. Et meget spændende besøg som virkeligt gav gejst til arbejdet med stenrevet.

Grøn guide var også sammen med kommunen om formidling om Øresund ved Charlottenlunds Søbads meget velbesøgte jubilæum. Grøn guides akvarier med spændende fisk og andre dyr friskfanget fra stranden vakte stor glæde og nysgerrighed hos de mange fremmødte.

Ligeledes var Naturens Dag på Charlottenlund strand sammen med DN-Gentofte og Gentofte Kommune igen en stor succes med mange glade børn og voksne, der fiskede rejer og småfisk med rejehov.

Det samme var grøn guides arrangement på Skovshoved Havn i forbindelse med Kultur og Festdagene, hvor børn og voksne fangede strandkrabber og rejer

Grøn fredag og Gå til Natur

I samarbejde med Peter Halling Kragh fra DN-Gentofte blev projektet ”Gå til natur” startet lige før sommerferien, hægtet op på DNs børneklub Vild.

 Og i virkeligheden bygger projektet videre på DNs Naturfamilier, som Grøn guide afprøvede for år tilbage, hvor børnefamilier mødtes hver 14. dag i Ordruphus med grøn guide og gik ud i naturen.

Tanken bag tiltaget er, at man som barn ikke kan ”Gå til natur” på samme måde som man kan gå til spejder eller fodbold for den sags skyld. Og at grøn guide ofte møder børn til krible krable arrangementer rundt omkring i kommunen, der efterspørger netop det. Altså et sted hvor man kan mødes med andre interesserede børn og lave natur-aktiviteter.

Det første store arrangement blev Grøn fredag, som alternativ til Black Fridays forbruger-helvede. Her kunne børnefamilier komme med ud Charlottenlund Skov i mørket. Der kom omkring 40 interesserede børn og voksne, og arrangementet var en kæmpe succes.

Ikke mindst pga. af to meget heldige omstændigheder. Lige denne aften var skoven fyldt af natsværmere, der sad på træerne og fløj ud i alle retninger, når der blev lyst på dem, og der var stadig flagermus, som fløj og kunne høres med detektorer. Med stillevandring i mørket og skumfiduser over bål på stranden gav det alle en fantastisk oplevelse. Det gør vi igen til næste år.


Til de næste arrangementer mødte der dog kun meget få op, så vi har vist ikke helt brudt koden i forhold til at få ”Gå til Natur” til at fungere, men vi ser det stadig som lidt begynder- vanskeligheder.

De Vilde Blomsters Dag

De Vilde Blomsters Dag er Botanisk forenings fejring af de planter. Det holdes samme dag midt i juni måned rundt om i landet og de sidste par år har Grøn guide holdt det sammen med Kirsten Tind fra Botanisk Forening ved Gentofte Sø og Brobæk Mose.

Bredden langs søen og selve mosen indeholder et væld af fine planter, så der er nok at fortælle om og igen i år var der stor tilslutning af både børn og voksne til arrangementet. Så mange, at vi hurtigt blev delt om i en hurtig forrest gruppe ledet af grøn guide og en langsommere og mere grundig gruppe ledet af Kirsten. 


Deltagerne fik både gøgeurter, trævlekrone, tvebo baldrian, kvan og mange flere fine arter at se. Altid en stor fornøjelse at besøge det fine område, når det er allersmukkest og i selskab med begejstrede børn og voksne.

 

Aktive forårsdage

Aktive forårsdage er Gentofte Kommunes arrangement for +60, der afholdes hvert år ved Gentofte Sportsplads, og som desuden har knopskydninger i ugen omkring dagen rundt om i Gentofte. Her kan alle aktive foreninger vise deres aktiviteter frem og få flere til at være aktive. Grøn guide har de seneste år stået sammen med Louise Tang fra Natur og Miljø i Gentofte Kommune og uddelt den fine cykelrutefolder, vilde havefoldere og hjemmehørende frø. samt svaret på spørgsmål om vilde haver, bl.a hvordan man får en vild blomstereng. Arrangementet er en god mulighed for at nå ud til rigtigt mange mennesker på en gang. Udover standen på sportpladsen afholdt grøn guide to arrangementer, et vild have-arrangement i GN Brandts have i samarbejde med Havens Venner og en cykeltur rundt og se Vild med Vilje projekter i samarbejde med Ordrup Innovation, begge godt besøgt.

Byens Hus

Tiltaget med at Grøn Guide er til stede i Byens Hus en dag om ugen fortsatte i 2025. Der blev afprøvet lidt forskellige tidspunkter og aktiviteter, både formiddag og eftermiddag. 
Arbejdet med byhaven uden for huset fortsatte også i samarbejde med bæredygtigheds-medarbejderen Sigrid. Det viste sig dog desværre svært at få startet et rigtigt byhavefællesskab op, også i lyset af at hele området udendørs skal graves op i forbindelsen med den kommende ombygning af huset. I stedet blev der etableret nogle meget fine blomsterkasser, tilsået og passet af ukrainske kvinder, der bor i den anden del af huset. Disse blomsterkasser stod smukt og til glæde for alle besøgende hele sommeren og langt ind i efteråret. Så indtil det nye udeområde er etableret, vil vi ikke arbejde videre med et egentligt byhavefællesskab.
Udover at være til stede en gang om ugen har grøn guide også deltaget i flere store events, arrangeret af Byens Hus. Således deltog grøn guide på et meget succesfuldt Lav-selv-julegaver-arrangement d. 23. november. Grøn guide havde en kranseworkshop, hvor der kom så mange deltagere, at alle de medbragte materialer, selv dem der var havnet på gulvet, blev brugt op.
I 2026 skal Byens Hus renoveres og lukkes derfor helt i en periode. Det bliver spændende at se hvad det er for et hus der åbner op efter nedlukningen og hvordan grøn guide kan finde plads der. Vi vil under alle omstændigheder fortsætte med de gode samarbejdsprojekter og arbejder videre med samarbejdsformen efter ombygningen.

 

Lancering af kommunens biodiversitetsstrategi og ekspertmøde

Efter endnu et ekspertmøde for kommunens eksperter i natur og biodiversitet og mange fine høringssvar blev kommunens biodiversitetsstrategi endeligt vedtaget i juni måned. Grøn guide havde blandt bidraget med mange fine fotos til strategien og meget råd og vejledning igennem hele arbejdet. Strategien blev fejret med at forpladsen foran rådhuset blev omdannet til en form for midlertidig udstilling i biodiversitet med mange ”vild have” elementer, som fx kvashegn, bladsøjler, og et vandhul ved keramik-skulpturerne. Alt sammen noget der blev til med råd og vejledning fra grøn guide. Forhåbentligt bliver ”udstillingen” gjort permanent, så grøn guide kan bruge den til formidling af de vilde haver, sådan som både GN Brandts Have og den nyanlagte Mariebjerg Terapihave bliver brugt. Kommunen er heldigvis kommet langt i forhold at vise omverdenen og borgerne at man godt kan invitere naturen ind i byen uden at det bliver for vildt eller uplejet.

Samarbejdet med de forskellige enheder i kommunen

Grøn guide har gennem årene samarbejdet med mange forskellige afdelinger og forvaltninger i Gentofte Kommune. Både med deltagelse ved kommunens mange store events som Kultur og Festdagene og Gentofte Folkemøde (tidligere Gentofte Folkemøde). Men også med egentlige samarbejdsprojekter, som Cykelrutehæftet og Bynatur-ruten ved Tuborg Havn. I 2025 fyldte især samarbejdet med naturmedarbejderne i Klima, Miljø og Teknik forvaltningen om udformningen og formidlingen om kommunens biodiversitetsstrategi og formidling om Øresund og etableringen af stenrev. 
Udover Bynatur-ruten, kommer der også flere og flere projekter i samarbejde med Klimaenheden, som fx en kommende kursus i Natur og Biodiversitet for spejderledere. 
Der er også stadig samarbejder med bibliotekerne om annoncering og afholdelse arrangementer, og hvor bibliotekerne, efter at have fået en bibliotekscykel også kan komme med ud til arrangementer ude i naturen. Det var en stor succes ved Naturens Dag og gode takter at bygge videre på.
Og som noget nyt er der også et samarbejdsprojekt på vej i samarbejde med Familie og Sundhed i forhold til et natur-forløb for spædbørns-forældre. 
I det hele taget er det forventningen at grøn guides kompetencer vil blive efterspurgt mere og mere i det kommunale system i de kommende år, da natur, sundhed og klimahensyn vægter stadig højere. Og samtidig med at de forskellige andre afdelinger også for øjnene op for værdien af foreningens arbejde. Det er så, som altid, en balance, at foreningens arbejde bliver så synlig som mulig og ikke drukner i den store kommune.

Hjemmesiden og SoMe

Foreningen er på Facebook med omkring 1000 følgere, på Instagram med næsten 200 følgere, hvor arrangementer og oplæg bliver annonceret. Grøn guide sørger for at bliver lagt opslag op jævnligt om afholdte arrangementer og andet, der kunne have interesse for følgerne. De opslag der får flest likes ligger på omkring 20 og indeholder oftest fine fotos af natur. 
Herude over har foreningen en hjemmeside gg-gentofte.dk, som det er planen bliver udskiftet til groenguide.gentofte.dk som et nyt subsite under Gentofte Kommune senest primo 2026.

Arrangementer i 2025

Der har været afholdt lidt færre arrangementer i 2025 end året før, i alt 37 mod 52 året før. Hvert arrangement har så haft nogle flere deltagere, hvorved det samlede deltagerantal ender på næsten det samme, nemlig 1616. Mange af arrangementerne er gentagelse fra de tidligere år, og de er derfor beskrevet i tidligere årsberetninger, dette gælder fx høslættet på engen i Brobæk Mose og de forskellige krible krable ”boder” ved Vangede Festivalen, Sej, Sund og Sikker og Øregaard Høstmarked. 

Liste over de 37 arrangementer afholdt i 2025

1) Virksomhedsnetværket sparringsmøde i samarbejde med Klimaenheden
2) Generalforsamling i Haveselskabet Gentofte  Oplæg om vilde haver 
2) Besøg af naturvejleder-studerende i samarbejde med Skovshoved Havhave
4) Oplæg om Biodiversitet hos Blixenklubben
5) Aktive forårsdag GN Brandts Have
6) Aktive Forårsdage, stand
7) Aktive Forårsdage, Cykeltur med Ordrup Innovation
8) Gentofte rendens dyreliv i samarbejde med Dyssegårds Bibliotek
9) Børnenes Grundlovsdag hos Børnevennerne i Gentofte
10) Sommerfest hos Børnevennerne i Gentofte
11) Besøg i Åke Sandös orkide have
12) De Vilde Blomsters Dag i samarbejde med Kirsten Tind
13) Indvielse af Bynatur-rute i Tuborg Havn i samarbejde med Klimaenheden
14) Kultur og Festdage i Gentofte, Rundtur i GN Brandts Have
15) Kultur og Festdage i Gentofte, Bliv klogere på Skovshoved Havhave og Øresund
16) Krible krable til Sej, Sund og Sikker
17) Rundvisning i Rådhushaven i samarbejde med Gentofte Kommune
18) Bioblitz i Charlottenlund Skov, strand og fort i samarbejde med DN-Gentofte og Gentofte Kommune
19) Rundtur med Blixenklubben i Forstbotanisk Have
20) Vild-gå til natur i samarbejde med DN-Gentofte
21) Byens Hus, Kranseworkshop med Grøn Guide
22) Høslæt,i samarbejde med DOF, DN-Gentofte og Gentofte Kommune
23) Søbadets jubilæum, Havformidling i samarbejde med Gentofte Kommune
24) Krible krable Øregaards høstmarked
25) Naturens Dag i samarbejde med DN-Gentofte og Gentofte Kommune
26) Krible Krable ved Vangede Festivalen
27) Klimahandledag Aurehøj gymnasium i samarbejde med Skovshoved Havhave
28) Gentofte Folkemøde, MiniBioblitz i samarbejde med DN-Gentofte
29) Biodiversitets-stand ved Gentofte Kommunes Erhvervkonference
30) Biodiversitet på Øregård Gymnasium
31) Byens Hus Plante-workshop under Repairfestivalen
32) Grønt Råd møde
33) 25-års jubilæums reception
34) Julefest juledekorations-workshop hos Børnevennerne i Gentofte 
35) Byens Hus, Kranseworkshop med Grøn Guide
36) Grøn Fredag. Gentofte trækker stikket i samarbejde med DN-Gentofte
37) Naturfotobog møde
Antal deltagere i alt 1616